Hvalpe / C-KULDET (2013) / 1 uge

1 uge

Torsdag d. 19. december.

”I varmelampens skær”    

Så er første uge allerede gået. Hvalpene bliver 1 uge i dag. De er vejet, og har alle taget rigtig fint på. Den første uge er gået langt over forventning. Sidst Ipse fødte hvalpe, havde hun kraftige efterveer hele den første uge. Dem er hun stort set sluppet for denne gang. Det er helt klart nemmere at være 2. gangs fødende - også som hund! Hvalpene stortrives på samme måde, som Ipses første kuld. Ipse er også glubende sulten, og får mad ca. hver fjerde time døgnet rundt. Der andre hunde er ret misundelige! Fik Ipse efter ædelyst, ville hun helt sikkert få dårlig mave! Det handler jo om, at hun gradvis vænner sig til den større portion foder, som 6 hvalpe kræver. Ipse får i øvrigt meget af maden ”retur” fra hvalpene, som hun holder flot rene. Hvalpene kan de første uger kun komme af med tis og afføring, når deres mor slikker dem rene.

Hvalpene fødes blinde og døve og med begrænset lugtesans. Det er sjovt at se, hvordan de orienterer sig i kassen og ikke har spor svært ved at finde frem til mælkebaren, når den åbner, og kampen om den bedste pat går ind. Med bare seks hvalpe, er der nok af gode patter. Der står en rest mælk i de øvrige patter, når Ipse er færdig med at lægge mælk ned, og de rester er der kamp om. Her er de hurtige, selv om alles maver ser ud til at være fyldt til bristepunktet! Det må være noget med instinkter.

Det er imponerende at se Ipses ”behændighed”, når hun skal lægge sig ned ved hvalpene, der som oftest ligger spredt ud over hele kassen. Ipse klarer det hver gang uden at træde på eller lægge sig på de små.

Hvalpene bliver taget op mange gange om dagen for at vænne sig til at være i hænder og blive fortrolige med mennesker. Her i dag hvor de er blevet fotograferet, er jeg ret glad for den tryghed, de udviser, når de finder min hånd på bordet. Den lugt kender de og falder til ro. Hånden er så bare ikke så pæn at have med på billederne! Hvalpenes små næser er allerede begyndt at få små sorte pigment pletter. Farven skifter gradvis fra lyserød til sort. De fleste af hvalpene er også allerede i stand til at rejse sig på benene, når de bevæger sig hen over tæppet. De kan bevæge sig hurtigere, end man lige skulle tro!

Klik på billedet

Kennel Katholm v/Minna Katholm og Anna Katholm Christensen