Hvalpe / G-Kuldet (2021) / 1 uge

1 uge

Friias hvalpe – de første dage

Søndag d. 4. april blev jeg klar over, at det ikke ville vare så længe inden, at Friia ville gå i fødsel. Hun skrabede lidt i tæpperne og kurvene og prøvede fødekassen af. Fødekassen havde hun indtil søndag ikke rigtig været interesseret i, selv om den havde stået klar i et stykke tid.
 
Jeg holdt øje med hende hele dagen. Jeg ved fra tidligere, at den første hvalp kan komme hurtigt.
Anna havde holdt sig klar derhjemme hele søndagen. Hun ville rigtig gerne være med til fødslen af hendes forhåbentlig kommende hund, så Lasse måtte ta alene til påskefrokost i Skive sammen med børnene. Da Anna havde spist aftensmad kom hun herud og kunne afløse mig, så jeg kunne få hvilet et par timer. Det kunne godt blive en lang nat. Og det blev det.
 
Ti minutter over 2 kom den første hvalp. En meget lille han på 120 gram, som desværre ikke var levedygtig.
Næste hvalp lod vente på sig og kom først kl. 3.45. En stor han på 385 gram. Men herefter kom de sidste 3 med korte mellemrum.
Den sidste hvalp, som viste sig at være en tæve, kom baglæns og det tog lidt lang tid at presse hende ud. Hun vejede også 410 gram!
Tæver har det med at vælge en weekend at føde i og helst om natten. Kan det ikke lade sig gøre, kan en helligdag også bruges 😉 Jeg nåede da at tænke nogle gange, da nr. 2 hvalp og den sidste tæve var længe undervejs: ”hvornår er det, at vi ringer til dyrlægen”, men Friia klarede det heldigvis selv 😊
Dyrlægebesøg blev det først til hen ad formiddagen 2. påskedag, hvor Friia fik en gang oxitocin til at trække livmoderen sammen. Den giver lidt efterveer, som både renser ud og lægger mælk ned til hvalpene.
 
Alle 4 hvalpe har taget fint på siden de blev født – de to største vejer i dag lørdag (6. dagen) 720 gr. og 740 gram. De to ”mindste”: 630 gr.
 
Friia er sådan en god mor. – De små hvalpe kan kun komme af med tis og afføring, når tæven slikker dem. Det betyder, at der ikke bliver beskidt i ”hulen”, for tæven fjerner affaldsstofferne fra hvalpene.
En god times tid efter fødslen da Friia var i gang med at rengøre en hvalp – hvalpen bliver lige tippet rundt på ryggen - kiggede hun spørgende op på mig. ”Der kommer altså ikke noget” var det tydeligt, at hun ville sige, og så slikkede hun den igen nogle gange midt på maven. Det var så en tæve, hun var i gang med at rengøre, og den tisser jo ikke under maven. Jeg tænker, at hun nok lige havde rengjort en han hvalp inden 😉
Men efter meget kort tid kendte hun sine hvalpe og vidste, hvem der er han og hvem der er tæve.
Jeg har talt med Friia, om hun ikke kunne bytte rækkefølgen om, når hun rengør dem. Først tager Friia afføring og tis, og bagefter får hvalpen nogle meget kærlige slik i hovedet og ofte også på hele kroppen. Men rækkefølgen kan der åbenbart ikke ændres på 😉

Min svigerdatter spurgte: ”hvordan lærer tæven, hvad den skal gøre”. Men det instinkt ligger så dybt i de allerfleste, at det ved de, når hvalpene er der. - Ellers er der en mormor her (Cala) som ville elske at hjælpe til.
 
Jeg har vist de andre hunde en hvalp en gang imellem, så de ved, hvorfra lydene på værelset kommer. Og Cala slikker dem og ville så gerne bistå, men det klarer Friia så fint selv.
Fredag havde Friia fået nok af isolationenen på værelset, selv om hun havde været i haven og blive luftet sammen med de andre hunde stort set fra dag et. Jeg har også tilbragt rigtig meget tid sammen med hende på det lille værelse. Og sover også sammen med hende.
Men nu er lågen lukket op. De andre hunde må dog kun stå i døren og kigge, men det finder de sig også i indtil videre 😊

Anna og Mathilde har været på besøg i dag, så Mathilde kunne se hvalpene. Hun var meget begejstret for dem og rigtig dygtig til at være forsigtig med dem. Hun vil helt sikkert gerne snart på besøg igen. - Mathilde og lillebror Oliver skal nok sørge for, at de bliver socialiseret i forhold til børn :) 
 
Vores hjemmeside plejer at blive opdateret ved fødslen, 1 uge, 2 uger osv. Men Anna er i den her uge startet på arbejde efter barsel. Hjemmesiden er derfor ikke blevet opdateret lige ved fødslen. Fremadrettet vil vi gøre vores bedste for at få opdateret hjemmesiden hver uge med lidt om, hvad der er sket i den uge, der er gået. 
Kennel Katholm v/Minna og Anna Katholm