Hvalpe / D-Kuldet (2014) / 2 uger

2 uger

Så blev hvalpene 2 uger :)


Spætte har i den første uge haft børnegitteret lukket ind til værelset, så hun har haft mest mulig ro og tryghed omkring sig for at kunne koncentrere sig om at passe sine hvalpe, og de bliver bestemt passet efter alle kunstens regler. Nu vil Spætte så gerne ha´ børnegitteret til at stå åbent ind til værelset, så hun kan bevæge sig frit rundt, når hun ikke ligger hos hvalpene. I starten af ugen holdt hun dog skarpt øje med, at ingen af de andre hunde bevægede sig i retning af værelset. Bedstemor Ipse tog nemlig gerne over med pasningen, hvis hun fik lov :) Dilas og Cala er også vældig interesseret i de små, mens Chester ikke har været synderlig tiltrukket af dem før i dag, da han fik lov at snakke med dem herinde i stuen. Lidt spændende er de nu alligevel.

Cala kom til at snyde sig ind på værelset en af de første dage og blev noget forskrækket over den modtagelse, hun fik af Spætte! De to har ellers altid været de bedste venner. Siden har Cala været noget mere forsigtig, men nogle gange når Spætte er ude for at tisse, skynder hun sig ind for at se de små. Så skynder Dilas sig med, han har altid været glad for hvalpe og er det også denne gang. De får nogle ordentlige slik af hans store tunge :)

Klumpe er taget på ferie i Århus ved Anna. Ipse er i løbetid, så det er rart at ha´ en hanhund mindre i huset. Onsdag gik Cala med Spætte ind på værelset, og blev igen ”smidt” ud. Cala forstår altså ikke, at nu hvor de igen er bedste venner i stuen og udenfor i haven, at det så ikke gælder overalt!

Tirsdag i sidste uge fik de små klippet kløer for første gang. Selv om hvalpene kun var 8 dage, var kløerne efterhånden så lange, at hvalpene hængte fast i trøjen, når man tog dem op. De ”river” også deres mor, når de patter, og de kan ligesom ikke slide kløerne naturligt på noget som helst udover deres mors maveskind.  Så kløerne skulle kortes lidt op. Det var en ”frygtelig” oplevelse for mor Spætte. Det er nødvendigt at lægge hvalpen om på ryggen i armen, for at man ikke kommer til at klippe forkert på de små kløer. Det var der et par af hvalpene, der ikke brød sig om, og de gav højlydt deres utilfredshed til kende. Men ingenting i forhold til mor Spætte, der jamrede højlydt, når en af hendes elskede hvalpe blev kede af det. Spætte blev også ved med at se på mig med et meget såret og bebrejdende blik længe efter, at jeg var færdig. Tænk sig, at jeg ikke var sød ved hendes små hvalpe, hun forstod bare ingenting.  Men siden har jeg så lagt hvalpene på ryggen i armen et kort øjeblik hver gang, jeg tager dem op, så de ligesom vænner sig til det, og i dag efter fotograferingen og vejningen blev kløerne igen klippet, og der var ikke en eneste, der sagde en lyd :)

Lørdag begyndte de første øjne at åbne sig, og i dag mandag har alle åbnet øjnene. Det er dog begrænset, hvor meget hvalpene kan se her i starten. Hørelse har de ikke endnu, men den kommer nok i løbet af den kommende uge.
 
Hvalpene er stadigvæk kun vågne i små korte perioder. Det er, når sulten melder sig og lige efter, at de har spist. Efter de har spist, er de begyndt på de første spæde tilløb til leg med hinanden, men motorikken er endnu ikke så udviklet, at det bliver til andet end spæde forsøg. Men sjovt og sødt ser det ud, når de forsøger sig med at bide lidt på hinanden og så trimler rundt, fordi motorikken ikke slår til :)
 
Der er i forhold til sidste kuld planlagt et par ændringer og tilføjelser på hvalpeværelset, så hvalpene kan få endnu flere oplevelser, når de på et tidspunkt bliver klar til at komme på værelset for at lege. Anna har været på indkøb :) 
Der går dog lige nogle uger endnu, inden de er store nok :)
 
Tryk på billederne for at se dem i stor format :)
 
Kennel Katholm v/Minna Katholm og Anna Katholm Christensen