Hvalpe / G-Kuldet (2021) / 3 uger

3 uger

De første dage af ugen var stille og rolige, hvalpene spiste og sov.

Onsdag (dag 16 i hvalpenes liv) havde alle fire åbnet øjnene og begyndte også på de første spæde forsøg på leg med hinanden. De begyndte desuden at søge hinanden, når de havde spist og lagde sig for at sove.

Onsdag morgen tog mormor Cala mod til sig og gik med ind på værelset. Cala hoppede op i sengen, så hun kunne kigge ned i kassen til hvalpene. Jeg tror Cala havde forventet at blive ”smidt ud” igen, som hun blev i sidste uge ;) Friia har gerne ville være sammen med de andre hunde, men har ikke ville tillade dem at komme på værelset! Friia må ha et meget skrapt blik, for de er alle bakket ud igen, når hun har kigget på dem.

Onsdag var en dag, hvor der skete ret meget. Den største han stillede sig midt i fødekassen for at tisse. Det gjorde han faktisk to gange onsdag, så jeg. Han var også den første, der onsdag kunne gå rundt i kassen på alle fire, godt nok lidt vaklende, men han holdt balancen.

Og tænderne brød igennem onsdag på to af hvalpene…. De første af kommende hvalpekøbere var på besøg onsdag… Jo der skete en hel del onsdag ;)

Torsdag var massør Sys Vad her til tjek og behandling af hvalpene og efterfødsels- tjek af Friia. Der blev løsnet lidt op hist og pist på hvalpene, og det er dejligt for os at vide, at alle fire er helt fit for fight – Det er første gang, at vi får tjekket hvalpe ved Sys, men bestemt ikke sidste gang. Jeg er også sikker på, at Friia er glad for at have fået løsnet op og masseret kroppen efter en lidt hård fødsel.

Torsdag eftermiddag kom Anna, Lasse, Mathilde og Oliver. Oliver fyldte 1 år torsdag, og det var rigtig dejligt at få lov at være med til at fejre ham :) Det var første gang, at Oliver så de små hvalpe, og han var ligeså begejstret for dem, som Mathilde er.

I starten kaldte Mathilde hvalpene for pige- og drengehvalpe, men Mathilde har allerede lært ”fagudtrykket” tæve og han hvalp, og hun kan såmænd også allerede kende forskel på hvalpene. 

Fredag er ørerne ved at åbne sig. Hørelsen er kommet lidt gradvis siden onsdag, hvor jeg havde på fornemmelsen, at et par af dem så småt kunne begynde at høre lyde. Men nu er roen og freden snart forbi for de små ;) Nu vågner de, når deres mor og de andre hunde gøer af et eller andet.

Lørdag morgen var første gang, at hvalpene kunne se mig når jeg sad ved kassen, og de vil rigtig gerne tages op og nusses :) Tænderne vælter frem og hørelsen er også bedre, end den var i går.

Jeg fik et spørgsmål fra en af vores kommende hvalpekøbere om hvorfor, vi kalder dem ”han 1” og ”han 2”, ”tæve 1” og ”tæve 2”. Det er simpelthen efter den rækkefølge, de blev født i, og så delt op i han og tæver, så vi ikke skal så langt i talrækken ;) Han 1 blev født først, så kom tæve 1, så kom han 2, og til sidst tæve 2. – I den kommende uge skulle vi gerne få deres navne på plads, så vi kan få dem stambogsført. Men rækkefølgen vil fortsat være ”fødselsrækkefølgen”, når de skal fotograferes, hvis altså ikke opsætningen på hjemmesiden ”driller”, når Anna lægger billederne op.
Kennel Katholm v/Minna og Anna Katholm