Nyheder / Nyheder 2011

Nyheder 2011

Oktober 2013
Ny hjemmeside... 
I forbindelse med vores nye hjemmeside, er nyhederne blevet kopieret over fra den gamle hjemmeside. Der vil derfor være nogle "fejl" i opsætningen. Alle billederne er desuden ikke blevet kopieret over, så nyhederne kan henvise til billeder, der endnu ikke findes på denne hjemmeside. 

21.12.2011
Glædelig jul og godt nytår til jer alle her fra Kennel Katholm...

I dag blev hvalpene så 12 uger. De udvikler sig fortsat rigtig godt - synes vi da selv! 
Vi har planer om at tilmelde dem til nytårsskuet i DKK´s kreds 6 d. 14. januar, hvis vi ellers får trænet lidt med dem her i juledagene! 
I dag kom Becca lige et smut forbi, inden hun skulle til dyrlægen for at blive vaccineret, og i morgen er det så Babett, Bellis, Belanos og Mons tur til at blive vaccineret. 
Det var dejligt at se Becca igen. Ipse var også glad for at se hende, og Becca og Belanos fik leget rigtig meget. 
Vi har netop modtaget Corgi Nyt, og glæder os over at se, at Gaia (Blondie´s Good Night Girl) blev nr. 7 på top 10 over Årets Hunde 2011.
Vi håber, at vores hunde også i 2012 kan hente gode udstillingsresultater hjem til Kennel Katholm!

01.12.2011
Så er der tyndet ud i flokken...

De hvalpe, de skulle hjemmefra, er nu ude i deres nye hjem. Vi har fået fine tilbagemeldinger fra alle om, at hvalpene har det godt, og at alt går, som det skal. Alligevel føler man sig ikke som et helt godt menneske, når man afleverer sådan en lille hvalp til et nyt hjem og mennesker, som den ikke kender, men sådan er vilkårene jo, og det er dejligt, at det går godt.

Lige nu er der kun de to tæver Bellis og Babett, som vi selv beholder, herhjemme. Belanos, som vi også beholder, er i Århus hos Anna og Gaia, og Niels og Sine har lige hentet Mons (som de kalder Bodacious/M). Mons er indtil Niels og Sine flytter 15. januar kun på weekend (lidt forlænget) hos dem, da de ikke må have hund der, hvor de bor nu. (De må dog gerne passe ham i weekender).

Jeg havde forventet, at det ville blive svært at få flere hvalpe gjort renlige, men det går over al forventning. Det sker, at en af hvalpene har tisset på aviserne i køkkenet, men alle hvalpene er rigtig gode til at give tegn, når de skal ud, og der har stort set ingen "uheld" været her i stuen.

Vi har et stort arbejde foran os med at få de tre hvalpe, som vi har valgt at beholde, socialiseret, men vi er godt igang! Målet, ud over at have nogle velfungerende hunde, er, at de kan klare sig godt på udstillinger, som er familiens fælles hobby. Hvalpene tegner lige nu rigtig godt, og vi håber selvfølgelig, at de fortsætter den udvikling.


16.11.2011
Syv uger...
Hvalpene vokser og udvikler især deres motorik for øjeblikket. De elsker at lege "tagfat". 

I den forløbne uge har Ipse gradvist selv aftrappet de mælkemåltider, som hvalpene stadig får ind imellem hos hende. Alle hvalpene spiser godt, og behøver heller ikke Ipses mælk mere, men de synes af og til, at det kunne være hyggeligt med en lille tår! Når de prøver til, om der er noget at få, får de samtidig lidt "opdragelse" af mor Ipse i hvem, der bestemmer, og de respekterer, at man godt kan lege med mor uden kun at være fokuseret på "sutterne", som var deres focus for kort tid siden.
Det går godt med øvelserne i at køre i bil, og vi har også trænet lidt i at gå med line. Alle hvalpe går vældig fint, så længe hvalp og fører er enige om målet for gåturen, eller der er en godbid at forfølge! Men der er et stykke vej endnu inden de er "oplærte" i kunsten. 

I morgen torsdag skal hvalpene chippes, og mandag skal de til dyrlægen til sundhedstjek og vaccination.

Der er ikke taget billeder af hvalpene i dag, da Anna er taget til Århus, og vi har begge opgaver, der skal være færdige inden fredag! Men jeg håber, vi får taget nogle billeder af dem en af de kommende dage.

Vejet er hvalpene dog blevet. Den største vejer 3,7 kg. og den mindste (Babett) vejer 3 kg. 

09.11.2011
Seks uger...
Tiden flyver afsted, og hvalpene vokser og udvikler sig hver eneste dag. Boreas bliver nok den første til at få ørerne op. Han kan holde dem oprejst et kort øjeblik, når han lige har sovet og kigger op på os! Det ser rigtig sødt og charmerende ud.
I dag var de ude i haven, selv om græsset var lidt vådt, men det hører jo årstiden til, så det må de hellere vænne sig til! Nogle af dem brød sig ikke om at få våd mave, men foretrak at komme ind i "den gamle stald", hvor de er vant til at lege lidt hver dag.Det giver dejligt trætte hvalpe! 
Det grå efterårsvejr er ikke just perfekt vejr til at fotografere i uden blits, men vi fik da taget et par billeder af hvalpene i dag.
I dag var hvalpene også ude på deres første køretur i bil for at vænne sig til det. Især Babett var utilfreds på første del af turen. Hun ville ikke finde sig i at være buret inde, men resten tog det meget pænt, og ingen blev køresyge. På vej hjem var vi lige en tur omkring moster og Astrid, som fik hilst på alle hvalpene.

Udstilling i Herning...
Gaia - som er mere end halvsøster til hvalpene - var udstillet i Herning lørdag og søndag. Lørdag vandt Gaia Åben Klasse med excellent og CK. Søndag blev Gaia nr. 2 med excellent og CK, efter Ipses danske søster, som vandt klassen, Ipses anden søster, som bor i Sverige, var nemlig også udstillet i Herning. Så hvis ikke Ipse havde måttet blive hjemme ved hvalpene, kunne alle tre søstre have været samlet!
Dommeren, Jørgen Hindse´s beskrivelse af Gaia: 
Fortrinlig tæve. God størrelse, udtryksfuldt hoved, flot hals og ryg, velvinklet, harmonisk krop, godt forbryst, pæne bevægelser,godt temperament.
Vi skal til Crufts....
02.11.2011
Denne uges bedste nyhed er, at Anna ved Agria Dyreforsikring har vundet en rejse for to til Crufts udstillingen i Birmingham i marts 2012. Og Anna tager mor med, så vi glæder os meget til at få den oplevelse sammen.

Hvalpene vokser og er rigtig sjove og frække nu. Vi sørger for, at de hele tiden får nye oplevelser, som f.eks. at komme en tur ud i haven eller at få halsbånd på. De synes bedst om at komme i haven!
I dag var de alle en tur på trimmebordet, og meningen var, at der skulle tages et par billeder af hver enkelt hvalp. Men jeg tror, at hvalpene var af den opfattelse, at det var en ny leg, vi havde fundet på, som de forventedes at være aktive deltagere i! Anna forsøgte sig både med en lille alvorssnak og timeout, men lige lidt hjalp det. Der ligger en del ringtræning forude! 

Ipse er stadig glad for sine hvalpe, men vil ikke længere sove sammen med dem i "hvalpeværelset", og det vil vi forøvrigt heller ikke. Vi sov der på skift de første uger, så Ipse kunne komme ud og blive luftet i løbet af natten. Der løber noget mad og væske igennem, når der er 7 hvalpe, der skal mættes. Endnu vil Ipse ned til dem to gange om natten, men det håber og regner jeg med snart bliver til en. De spiser alle godt af det foder, som de får ved siden af Ipses mælk. 
Hvalpene vokser....
26.10.2011
Hvalpene er begyndt at få lidt kost til supplement af Ipses mælk, og det går rigtig fint. Ikke mindst takket være skålen fra "Amalie", som betyder, at vi undgår, at hvalpene vader op i maden. 
Som det kan anes på billedet, kan hvalpene nu gå ud af kassen, og de er helt fantastisk gode til at gå hen på aviserne og besørge.
Vi får ikke taget enkelt billeder af hvalpene i dag, da Anna er blevet opereret i sit knæ (igen!). 
Niels skulle prøve at holde hvalpene i går, men det gik lidt op i "hat og briller". Niels er og bliver den "sjove" legeonkel, men nu ved han i det mindste, at det ikke er så ligetil at holde de små "lopper"!

7 kvikke hvalpe.....

19.10.201
I dag onsdag d. 19. blev hvalpene 3 uger. De første tænderne er brudt igennem, og hvalpene vil rigtig gerne tygge i vores fingre. Måske fordi gummerne klør lidt.
Hvalpene fik deres første ormekur i dag, og det tog de meget pænt. Derimod var det en større udfordring at få dem fotograferet. Vi forsøgte at stille dem op, som vi har set Lis og Kim gøre det, men det kræver mere øvelse og erfaring, end vi har på nuværende tidspunkt! Så indtil videre bliver fotograferingen på hvalpenes præmisser.
Hvalpene har fået ny kasse og udvidet deres territorium, så de kan bevæge sig lidt udenfor kassen. De reagerer med stor gensynsglæde når de ser os, og vil meget gerne snakkes med og tages op. Gø er der også et par stykker, der bruger, når de føler, at de bliver overset. Det virker vældig godt i forhold til Anna, som de kan "sno" på den måde.

De første to uger.... 
12.10.2011
Hvalpene trives godt, de tager på, som de skal, og Ipse er stadig utrolig glad for dem.
Hvalpene har alle åbnet øjnene og er også begyndt at reagere på lyde. I dag har de fået klippet kløer for anden gang. Kløerne vokser ligeså hurtigt som hvalpene, og klippes for at undgå, at hvalpene river Ipse, når kampen om en god plads i mælkebaren starter. 
I dag var også dagen, hvor hvalpene blev to uger, og vi tog derfor igen billeder af hver enkelt hvalp. Det var ikke nogen nem opgave! Hvalpene kan ganske vist kun gå med vaklende skridt, men de er alligevel hurtige til at flytte sig, og sidder/ligger kun nødigt stille så længe, at det er muligt at få taget et ordentligt billede, når der ikke bruges blitz, (af hensyn til hvalpenes øjne).
Vi er selv super tilfredse med hvalpene og synes, at de tegner rigtig godt. Det er altid spændende at følge et hvalpekuld, og når det samtidig er hele familiens fælles interesse, bliver her næsten ikke talt andet end hvalpe for tiden!
Anna er stort set flyttet permanent ind her (det medfører en del transport frem og tilbage fra Århus), og Sine og Niels kommer også flere gange om ugen for at følge hvalpene. 
Så kom hvalpene...
28.09.2011
4 hanner og tre tæver.
Ipse startede opblokningen tirsdag eftermiddag. Den første hvalp en han på 294 gr. blev født onsdag kl. 12.45 og den sidste han, som vejede 284 gr. kom onsdag kl. 19. 
Ipse og alle hvalpene har det fint. 
Ipse er rigtig glad for sine hvalpe, og forlader dem kun nødigt, når hun skal ud for at tisse.
Vi havde først forventet fødslen om et par dage, da det i dag er 61. dagen efter første parring og 60. dagen efter anden parring. Men vi måtte jo også have Ipse parret et par dage før vi havde regnet med, så på den måde falder det jo godt i tråd!
1 uge igen...

Vi  forventer at Ipse føder ca. d. 1. oktober.

Ipse har lagt sig meget ud, men er efter nogle dage, hvor hun var noget mærket af den store mave, nu ved at vænne sig til, at den sætter nogle begrænsninger for hendes udfoldelse.
Blondie's I'm Islwyn (Ipse) er parret med Larchmonts Auspicious (Andy) 

Vi har været i Belgien for at få parret vores tæve Ipse med USCH Larchmonts Auspicious - kaldet Andy.

Andy er Amerikansk, Canadisk og Luxembourgsk champion og blandt andet far til vores anden tæve Gaia.

Vi kørte mod Belgien fredag aften d. 29/6 2011 (midt i Vejen udstillingen) og fik parret Ipse første gang lørdag og igen søndag. Vi havde forventet, at vi kunne vente med at køre til søndag, men efterhånden, som Ipses løbetid skred frem, kunne vi konstatere, at det ikke var tidligt nok at parre hende mandag. Vi måtte derfor tidligere afsted, hvilket resulterede i, at Niels og Sine måtte udstille Gaia lørdag og søndag i Vejen.

Ipse er øjenlyst og fundet fri for øjensygdomme.

Opdatering 10/09-2011:
Ipse er med hvalpe, hun har lagt sig meget ud de sidste par dage, så nu venter vi i spænding på at se, hvor mange hvalpe der kommer. 

Fødslen forventes omkring 1. oktober. 

Niels og Sine skal have en han hvalp fra kuldet.
Udstilling i Vejen

Gaia klarede sig rigtig godt. Det gik bedre og bedre, som dagene skred frem, og Gaia fik blandt andet et reserve certifikat og et certifikat. 

Anna havde glædet sig til fire dage i Vejen men måtte tage med til Belgien fredag aften, for at vi kunne få Ipse parret med Larchmonts Auspicious.

Niels måtte overtage Gaia lørdag og søndag og på trods af, at Anna var ret nervøs for udfaldet, klarede Niels det fint - tak for hjælpen til Kim, Lis, Susanne og ikke mindst Joan som gav Niels et lynkursus i ringtræning. 
Gaia til WCK udstilling i Århus

I dag lørdag d. 9/4 var der WCK udstilling i Århus. Gaia stillede op i åben klasse for første gang og vandt klassen. Der var 14 hunde i klassen, så det var en flot sejr!

Beskrivelsen (fra den tyske dommer): Vorzuegliches gesamt Erscheinigung - schoener femininer Kopf und Ausdruck - vorzuegliche obere Linie - vorzuegliches entwikelte Brustkorb - Winkelungen ok - flotter Bewegungsablauf - liebes aufmerksames Wesen.

Men det allerbedste ifølge Gaia selv var uden tvivl det kæmpestore kødben, som Marianne (Kennel Hashfan) havde doneret til vinderen af åben klasse!
Ipse til WCK udstilling i Århus

Ipse var også tilmeldt til WCK udstillingen i Århus, og blev placeret som nr. 4 i mellemklassen med excellent. Så vi havde alt i alt en rigtig god dag.

Ipses beskrivelse: Schoene gesamt Erscheinigung - schoener femininer Kopf - schoener Nakkenlinie - der Ruecken wird eine Idee aufgesogen - Brustkorb und Winkelungen ok - flotter Bewegungsablauf - liebes Wesen.

Niels har lavet "visitkort" til Kennel Katholm. Det blev så med et billede af Ipse, hvilket ikke faldt i helt god jord hos Anna, som mente, at den "ære" burde være tilfaldet Gaia! Iøvrigt er Anna godt tilfreds med resultatet.
Kennel Katholm v/Minna Katholm og Anna Katholm Christensen