Hvalpe / C-KULDET (2013) / 4 uger

Uge 4

10.01.14

4 uger er gået...

I går blev hvalpene 4 uger.

Anna har været hjemme det meste af ugen, og har nydt at lære hvalpene rigtig godt at kende. Vi er også blevet enige om navnene!

Først på ugen fik hvalpene deres første ormekur. Det gjorde dem lidt slappe en dags tid, men nu er de oppe i fulde omdrejninger igen. De sover selvfølgelig stadig det meste af tiden, som hvalpe gør i tre – fire ugers alderen. Hidtil har hvalpene været meget rolige, men det, skal jeg love for, har ændret sig her sidst på ugen i forhold til lege/slåskampe med søskende. De går virkelig til den og nyder, at de har fået mere plads at boltre sig på. De har også fået udvidet sortimentet af legetøj, og det bliver flittigt brugt. Den lille ”katte-tunnel” er blevet taget i brug, og de er rigtig glade for den. Den er dejlig blød, men har noget ”skraldepapir” imellem foret, så den larmer lidt, når de rusker den eller løber igennem.

Ipse forlader nu hvalpene, når de har fået deres mad, og hun har tjekket op på ”renligheden”.  Hvalpenes små tænder er sylespidse, og det er nok hovedårsagen til, at de ikke længere får lov til at falde i søvn med en pat i munden. Hvalpene er allerede rigtig gode til at gå på aviserne, når de skal tisse. Den anden dag satte Anna Caleb tilbage på tæppet tre fire gange, efter hvalpene havde leget, og de andre havde lagt sig til at sove, da han ikke måtte lægge sig til at sove ude på aviserne. Men Caleb blev troligt ved med at gå ud på aviserne, og ganske rigtigt skulle han også af med noget, da han endelig fik lov! Flot at han var lidt stædig.

Hvalpene er begyndt at få lidt mad ved siden af Ipses mælk. Ikke fordi de ser ud til at trænge til det, men de har jo alderen til det og spiser også alt det, de får serveret med glubende appetit!

 

Kennel Katholm v/Minna Katholm og Anna Katholm Christensen